CISS bag Katederet
Utraditionelle kursusforløb, der tager udgangspunkt i medarbejdernes daglige arbejde og bliver fulgt op, når daglig-dagen sniger sig ind igen. Det er seneste tilbud fra CISS til danske it-virksomheder.

Vi kender det alle sammen: Kurset var spændende og inspirerende, men efter et stykke tid glider alle de gode intentioner i glemmebogen. Kursus-virkeligheden passer ikke helt til det daglige arbejde. Hverdagens konkrete problemer kan ikke umiddelbart puttes ind i de fine kasser og modeller, der ellers gav så god mening på kurset. Det vil CISS lave om på med et tilbud om mere realistiske og længere-varende læringsforløb i forbindelse med udvikling af indlejret software.
Udgangspunkt i hverdagen
"Vi vil gerne lave nogle kurser og længere coaching-forløb, der tager udgangspunkt i specifikke projekter i virksomhedernes hverdag i stedet for nogle tænkte ideal-eksempler," siger lektor Arne Skou fra CISS.
Sammen med et par virksomheder og kollegaer fra Institut for Datalogi er han ved at udvikle indholdet i et målrettet læringsforløb til udvikling af indlejret software. Forløbet er inspireret af den såkaldte ’workbased learning’-model, hvor aktiviteterne tager udgangspunkt i det konkrete arbejde i den pågældende virksomhed. Modellen har vundet stigende indpas på universiteter verden over gennem de seneste ti år - og den anvendes hyppigt i Aalborg Universitets efteruddannelsesaktiviteter.
Hvor klemmer skoen?
"Vi har spurgt os selv, hvorfor der ikke er flere virksomheder, der benytter sig af de gode og velfungerende modeller til softwareudvikling, der er beskrevet i alverdens lærebøger - ikke mindst af vores egne kollegaer på Aalborg Universitet. Derfor er vi sammen med dem gået ind i et samarbejdet med nogle virksomheder, hvor vi blandt andet følger og guider det daglige arbejde. På den måde holder vi virksomheden fast i processen, og samtidig finder vi ud af, hvilke forhindringer de møder, når de forsøger at integrere de nye arbejdsmetoder. I tilgift får vi vigtige input til vores forskning i indlejret software," siger Arne Skou.
Vi prøver igen
En af de virksomheder, der for øjeblikket samarbejder løbende med CISS, er Siemens Mobile Phones Development i Nørresundby.
"Vi har i længere tid og i flere omgange forsøgt at indføre nye arbejdsmetoder, men hver gang er vi blevet indhentet af hverdagen efter et stykke tid. De nye kompetencer er simpelthen forsvundet, fordi medarbejderne ikke umiddelbart har kunnet integrere den nye viden i det daglige arbejde," siger afdelingschef hos Siemens Svend Holme Sørensen.
"Nu forsøger vi sammen med CISS at holde fast og rette til, indtil rutinerne er på plads," siger Svend Holme Sørensen.
Find virkeligheden
Han er ikke i tvivl om, at de nye arbejdsmetoder vil gavne virksomheden, når de er på plads, men der ligger et stort arbejde i at tilpasse metoderne til den enkelte virksomhed og dennes specifikke virkelighed.
"Når universitetsfolk skriver lærebøger om disse arbejdsmetoder, bruger de forbavsende ofte de samme eksempler. Det er selvfølgelig fint, så man kan sammenligne deres resultater og opdagelser, men det passer mindre godt, når resultaterne skal overføres til virkeligheden ude på virksomhederne. Det er den proces, vi er i gang med nu," siger Svend Holme Sørensen.
Jævnlige besøg
Samarbejdet foregår i praksis på den måde, at et kursusforløb tager udgangspunkt i konkrete projekter, som medarbejderne sidder med til daglig. Derefter følges der op med besøg af underviserne cirka hver 14. dag, så nye problemer kan blive afhjulpet.
"Vi forsøger det for øjeblikket i forbindelse med to konkrete projekter, hvor seks medarbejdere er involveret, men hvis vi har gode erfaringer med det, vil jeg da ikke afvise, at vi kommer til at bruge denne uddannelsesproces på flere projekter," siger Svend Holme Sørensen.
Gammelt venskab
Samarbejdet mellem Siemens og CISS bygger på et gammelt venskab.
"Vi har tidligere med succes brugt både Aalborg Universitet og CISS som samarbejdspartnere i forskellige sammenhænge, og nogle af de mennesker, vi tidligere har arbejdet sammen med, sidder i dag på CISS. Derfor var det naturligt at prøve denne form for samarbejde, og indtil videre ser det ud til at gå rigtig godt. Vi er netop nu i den fase, hvor det er vigtigt at holde fast og insistere på at få det til at virke, og her hjælper det helt klart med de regelmæssige udvekslinger af erfaringer," siger Svend Holme Sørensen.
Nye venner
På CISS er man sikre på, at denne form for kursusvirksomhed vil vinde frem - også blandt nye samarbejdspartnere.
"Vi har en specifik faglig kompetence, og mange af de ansatte på CISS har erfaring med at afvikle kurser fra universitetets veletablerede og velfungerende kursusvirksomhed. De to ting til sammen gør, at vi kan tilbyde uddannelsesforløb, der tager udgangspunkt i meget specifikke projekter, hvor der er et konkret mål. Det er jeg sikker på, at mange virksomheder vil være interesserede i ved siden af deres almindelige og generelle efteruddannelse af medarbejderne," siger Arne Skou.
Læs mere om AAUs tilbud på www.cpd.aau.dk
|