English >>

Du er her: Home Projekter Afsluttede projekter - case stories

Print   Sitemap   Siteindex

Guld værd at trække på CISS´ viden


Hvad gør man, hvis man er direktør for en lille virksomhed, der har specialiseret sig i test af software - og så får en idé om at lave verdens første testværktøj til automatiseret test af brugergrænseflader på baggrund af modelbaseret test? Ja, hvis man er adm. direktør Tina Kristensen, TK Validate i Aalborg, så tager man telefonen og ringer til direktør Kim Guldstrand Larsen fra CISS.

Den opringning blev starten på et dynamisk samarbejde, der - efter blot et år - har ført til, at et helt nyt testværktøj er blevet udviklet og testet - først hos TDC og senere hos Spar Nord Bank og Logimatic.

 

Fandtes ingen værktøjer

"Der var flere, der havde fortalt mig om Kim Guldstrand Larsen og om CISS, så jeg talte med ham - og fik en demo af UPPAAL - det testværktøj, han har været meget involveret i at udvikle. Men det er et testværktøj til indlejret software, og vi arbejder mest med brugergrænseflader, så jeg kunne ikke umiddelbart se, hvordan vi kunne bruge det system," fortæller Tina Kristensen.

Men så tog hun til en konference om softwaretest i København og hørte her en af verdens fremmeste forskere inden for området, Harry Robinson.

"Her kunne jeg jo se på de plancher, han viste frem, at de matchede meget af det, jeg havde set på CISS i Kim Guldstrand Larsens kontor," forklarer Tina Kristensen:

"Og - så var det, en af tilhørerne spurgte, hvilke værktøjer, der findes til modelbaseret test af brugergrænseflader. 'Ingen,' svarede Harry Robinson. Jeg kunne næsten ikke sidde stille, styrtede bare hjem til Aalborg og ringede til CISS!"

 

Kolossal viden

På CISS var Kim Guldstrand Larsen straks med på ideen om at udvikle et testværktøj til modelbaseret test af brugergrænseflader. CISS ansatte derfor datalog Kim Algren, og nogle få hundrede meter væk, i NOVI-bygningne, ansatte TK Validate samtidig datalog Rikke Frampton. Og den 1. marts 2006 gik de to i gang med projektet, der skulle munde ud i et testværktøj.

 

"Det er guld værd at kunne trække på den kolossale viden, der er i CISS. Jeg er ikke selv uddannet datalog, så det er ikke altid, jeg forstår, når Kim Guldstrand Larsen og de dataloger, der er tilknyttet projektet, ruller sig ud i tekniske diskussioner - men så beder jeg bare om at få tingene forklaret på dansk,"påpeger Tina Kristensen.  

 

Har nye planer

"Jeg føler, at der er stor begejstring for vores projekt på CISS - selv om vi bare er en lille samarbejdspartner. De er entusiastiske, hurtige til at se de ideer, jeg kommer med - det er dejlige folk at arbejde sammen med," slår Tina Kristensen fast.

Kim Algren har nu forladt projektet, og det automatiserede værktøj, der er blevet udviklet, skal finpudses og testes af på flere forskellige applikationer. Tina Kristensen er derfor på udkig efter flere virksomheder, der er interesseret i at prøve værktøjet.

"Men jeg har også planer om et nyt, fælles projekt med CISS, " fortæller Tina Kristensen, der ikke lægger skjul på, at hun ser store udviklingsmuligheder for TK Validate i at samarbejde med et center som CISS.

 


Styr på landmandens virtuelle skrivebord
Der er langt fra Morten Korchs husmands-idyl til moderne landbrugs-produktion.