English >>

Du er her: Home Projekter Afsluttede projekter - case stories

Print   Sitemap   Siteindex

Skift sprog - og tjen penge


Kan det betale sig at skifte programmeringssprog, når man arbejder med indlejrede realtidssystemer? Det skal lektor Hans Søndergaard undersøge - og

teorierne skal afprøves på virksomheden FOSS, der er spændt på resultatet.

 

Lektor Hans Søndergaard underviser på Vitus Bering Danmark i Horsens. Men fra 1. august i år og halvandet år frem skal han også være på CISS og arbejde med et projekt, der følges med interesse fra flere sider.

"Målet med projektet er at vise, at Java, eller mere præcist, Ravenscar-Java profilen, kan være et godt alternativ til de mest gængse programmeringssprog, for eksempel C++, når vi arbejder med indlejrede softwaresystemer med realtidskrav", forklarer Hans Søndergaard og fortsætter:

"Når man programmerer i Java, er produktiviteten cirka 40 procent bedre, end når man programmerer i C/C++. Men det er jo ikke nok. Jeg skal også kunne dokumentere, at systemet er forudsigeligt og stabilt. I et realtidssystem er det vigtigt, at systemet overholder svartiderne."

 

Hurtigere - og færre fejl

CISS repræsentant på projektet er lektor Bent Thomsen, Institut for Datalogi på AAU. Og han ser store muligheder i projektet:

"Drømmescenariet er, at folk i industrien kan øge deres produktionseffektivitet, samtidig med at der sker færre fejl i programmeringsprocessen. Højniveau-sprog har nemlig nogle egenskaber, der gør det umuligt at lave visse typer programmeringsfejl, som man godt kan komme til at lave i eksempelvis C++", påpeger Bent Thomsen.

Mens Hans Søndergaard er manden, der har stor erfaring i at skrive realtidsapplikationer, er Bent Thomsens interesse og viden fokuseret mod højniveau programmeringssprog.

"Vi vil forsøge at implemente Ravenscar-Java profilen på en aJile aJ-100 processor.

Så skal vi have nogle folk koblet på projektet, der kan lave formelle modeller og relatere dem til implementationer i Ravenscar-Java profilen. På den måde kan vi analysere systemer hele vejen fra specifikation til implementation. Dette er netop et af CISS’ kernekompetence-områder", fortæller Bent Thomsen.

 

Bliver vi hurtigere?

Næste skridt er at få implementationen afprøvet i et realistisk univers, og her er valget faldet på FOSS Analytical A/S i Hillerød. FOSS udvikler, producerer og sælger udstyr til blandt andet kemisk og mikrobiologisk analyse til brug i fødevareindustrien, ved lægemiddelproduktion, i den kemiske industri med mere.

"For vores kunder er driftssikkerhed vigtigt. Derfor er det først og fremmest afgørende for os, at systemet er pålideligt. Dernæst skal vi se på produktiviteten: Bliver vi hurtigere til at udvikle systemer, hvis vi skifter programmeringssprog? Og endelig vil vi også gerne vide, om det er nemmere at analysere på", fortæller software arkitekt Martin Astradsson, FOSS. Han fortsætter:

"Vi går ind i det her med åbent sind og har hverken "giftet os med" C++ eller Java på forhånd. Men uanset udfaldet får de medarbejdere, der deltager i udarbejdelsen af en sådan industricase, et kompetenceløft - og samtidig et motivationsløft. Det er jo spændende at være med til at arbejde med 'up front technology'!"

"Generelt styrker sådan et samarbejde virksomheden, og ideelt set burde alle virksomheder med jævne mellemrum lave samarbejdsprojekter med universiteterne og ingeniørhøjskolerne", slår Martin Astradsson fast.

 

 

 

Læs mere om projektet på www.cs.aau.dk/ravenscar. Besøg også FOSS A/S på www.foss.dk.


Computerspil rykker ud i virkeligheden
Legebørn i alle aldre har i to årtier siddet klistret til computerskærmen og underholdt sig med at spille computerspil.