Java Objekt 2
I efteråret 2007 startede netværksprojektet Java Objekt i Embeddede Systemer. Resultaterne fra projektet er så gode, at parterne nu fortsætter samarbejdet – og inddrager endnu flere virksomheder i aktiviteterne.
Ligesom det var tilfældet med Java Objekt 1, som første fase af samarbejdet nu kaldes, er formålet med projektet ”at udveksle erfaring og viden og på længere sigt klæde danske virksomheder, der arbejder med indlejret software, optimalt på til at benytte Java som programmeringssprog,” fortæller Hans Søndergaard, CISS og VIA University College, Horsens. Aktiviteterne kommer til at foregå i regi af en interessegruppe ved navn Højniveau Sprog til Indlejrede Systemer i regi af det nye innovationsnetværk for IT, InfinIT.
Erfaringsudveksling og konkrete projekter
Der bygges dog et ekstra lag på arbejdet i projektet, idet målet nu er, at virksomhederne i løbet af Java Objekt 2 kommer i gang med at lave aktiviteter inspireret af arbejdet i Java Objekt 1 – enten internt eller med hjælp fra CISS. Konkret vil aktiviteterne i Java Objekt 2 være opdelt i tre typer:
- 3-4 seminarer om året for projektets deltagere med fokus på udveksling af forskningsresultater og –erfaringer
- Konkrete samarbejdsaktiviteter baseret på virksomhedernes interesser
- Forskningsprojekter i regi af CISS med fokus på Java.
I CISS regi er forskerne allerede ved at igangsætte et forskningsprojekt, der handler om udarbejdelsen af ’CISS Development Kit’ (CISSdk), der er en Java-platform til programudvikling af indlejrede systemer med realtidskrav. Herudover er en række aktiviteter planlagt i de ni deltagende virksomheder.
Flersproget programmering hos Polycom
En af de virksomheder, der har været med hele vejen i forløbet, er Polycom, hvor ph.d.-studerende fra CISS, Stephan Korsholm, arbejder. Hans ph.d.-projekt har til formål at gøre det muligt for virksomheden at benytte flere forskellige udviklingssprog samtidigt, og en del af den proces handler om, gennem arbejdet i Java Objekt 2, at lave en bedre integration af Java i Polycoms eksisterende og fremtidige systemer.
”Java har den fordel, at man opdager programmeringsfejl tidligere end i andre programmeringssprog. Det gør, at man ikke skal så langt tilbage i processen for at rette dem – og i sidste ende betyder det mere effektivitet. Selve programmeringstiden bliver altså kortere. Men - hvis alt skal programmeres om i Java, vil det tage lang tid, hvor virksomheden ikke er produktiv. Så i praksis er det nærmest umuligt at skrive al virksomhedssoftware om til et andet sprog. Det skal foregå lidt gradvist,” fortæller Stephan Korsholm.
Det er den udfordring, Polycom og Stephan Korsholm nu er i gang med at løse – godt hjulpet på vej af den erfaringsudveksling, der foregår i Java Objekt 2.
Læs mere om samarbejdet med Polycom her.
|