English >>

Du er her: Home Projekter Virksomhedssamarbejde

Print   Sitemap   Siteindex

Indlejrede systemer skal tale Java


I efteråret 2007 startede et nyt netværksprojekt, Java Objekt i Embeddede Systemer, der – med CISS som projektleder – har til formål at udveksle erfaring og viden og på længere sigt klæde danske virksomheder, der arbejder med indlejret softvare, optimalt på til at benytte Java som programmeringssprog.

  

”Det er vores vurdering, at Java til indlejrede systemer står over for et gennembrud i praksis. Vi vil gerne give danske virksomheder chancen for at være på forkant med denne udvikling. Det er jo ingen hemmelighed, at antallet af indlejrede systemer stiger kraftigt i disse år. Samtidigt stiger kompleksiteten af indlejret software. De ’traditionelle’ metoder og teknikker, f.eks. programmering i C eller C++ har svært ved at følge med. Det fører til ’slower time to market’ og desværre også et voksende antal software-fejl i produkter,” forklarer lektor Hans Sønder-gaard, CISS og VIA University College.

 

Nemmere at bruge

Hans Søndergaard forklarer, at fejl i indlejrede systemer som regel ikke blot kan rettes ved, at man lægger en opdatering til softwaren ud på internettet. I værste fald kræver det, at produktet tilbagekaldes fra markedet for at få rettet fejlen.

 

 

”Her har Java en fordel. I Java er det nemlig muligt at opdage fejlene tidligt i programmeringsprocessen. Desuden er det enklere at programmere i end C eller C++,” påpeger Hans Søndergaard.

 

På trods af, at Java faktisk oprindelig blev udviklet netop til programmering af indlejrede systemer, har mange virksomheder alligevel været tilbageholdende med at tage Java i brug. Holdningen har været, at Java var for ressource-tungt til indlejrede systemer, især til hard-real time systems.” Men nu har vi fået nye Javaprofiler som Real-Time Specification for Java (RTSJ), Ravenscar- Java og Safety-Critical Java, og det gør, at Java nu er en attraktiv og rentabel løsning – også til hard real-time indlejrede systemer,” slår Hans Søndergaard fast.

 

Vil gerne ha’ fingeren på pulsen

Med i projektet er blandt andre IT-udviklingsvirksomheden Prevas A/S, der betegner sig selv som Nordens førende inden for indlejret software. ”Vi har en lang række konkrete samarbejder med universiteterne inden for embedded software – også med CISS. Når vi engagerer os i et projekt som det her, er det, fordi vi gerne vil have fingeren på pulsen med, hvad der sker inden for Java i embedded software – og fordi vi har en forventning om, at der kommer spændende resultater ud af det,” forklarer teknisk direktør i Prevas A/S, Rune Domsten. Han fortsætter:

 

”Samtidig har vi lejlighed til at netværke og skabe nye kontakter. Ofte er der en god idégenerering mellem os, forskningsinstitutionerne og de mere produktorienterede virksomheder på sådanne netværksmøder. Og i Java Objekt i Embeddede Systemer arbejder alle deltagerne med indlejrede teknologier.”

 

Selv om mange programmører har et yndlings-programmeringssprog, de sværger til, understreger Rune Domsten, at Prevas ikke er ’gift’ med Java. ”Hvert programmeringssprog har sine fordele – men Java er et af dem, der er ved at være meget standardiseret. Derfor er Java interessant at have fokus på,” slår han fast.


Styr på landmandens virtuelle skrivebord
Der er langt fra Morten Korchs husmands-idyl til moderne landbrugs-produktion.