Vi søger nu en laboratorieleder til styring og videreudvikling af vores afdeling for samarbejde mellem forskning og erhverv. Stillingen er ledig til besættelse hurtigst muligt, gerne per 1. oktober.

STILLINGSBESKRIVELSE

Vi søger en teknisk stærk fagperson som samtidig har yderst skarpe kompetencer inden for ledelse og salg. Du skal initiere, medvirke i og facilitere forskningssamarbejde, hvor centerets verdensførende kompetencer inden for indlejrede systemer bringes i anvendelse i danske og internationale virksomheder og produkter.

Som laboratorieleder bliver du en del af vores CISS VIP – Væksthus for Indlejrede Systemer – hvor vi leverer forskningsbaseret viden on demand. CISS VIP fungerer ved, at vi bringer forskere ind i virksomheder for at deltage i modning og prototypeudvikling af nye produkter. Du får i din egenskab af leder for afdelingen både forsknings- og udviklingsopgaver samt ledelses og koordinatoropgaver og vil fungere som virksomhedens kontaktperson og evt. bindeled til andre forskere.

Som led i dit arbejde vil du desuden komme til at definere og formulere sådanne forskningsbaserede samarbejdsprojekter med virksomheder – regionalt, nationalt og internationalt – samt efter behov udforme ansøgninger til evt. bevillingsgivere i forbindelse med opstart af nye samarbejdsprojekter.

Herudover vil du blive en del af CISS’ daglige arbejde med fokus på udvikling og anvendelse af indlejrede systemer, herunder løbende udvikling af demonstratorprojekter i samarbejde med relevante virksomheder.

Kvalifikationskrav:

Vi forventer, at vores nye laboratorieleder har en solid teoretisk viden om indlejrede software systemer – som f.eks. software- eller kontrolingeniør.

Endvidere er det vigtigt, at du har mod på at varetage en position, hvor din hverdag foregår i tæt samspil med CISS VIP’s samarbejdspartnere, herunder virksomheder fra en bred vifte af brancher

Vi tilbyder:

  • Et spændende, og til tider hektisk, job med mange udfordringer i en uformel organisation
  • Gode muligheder for faglig og personlig udvikling
  • Fleksibel arbejdstid
  • Løn efter kvalifikationer

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til lektor Arne Skou på 9940 8851.

LØN OG ANSÆTTELSESVILKÅR

Ansættelse og aflønning iht. overenskomst for akademikere i Staten. Der ydes rådighedstillæg til stillingen. Der er mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg.

Der er 3 måneders gensidig prøvetid i stillingen.

Aalborg Universitet skal modtage din ansøgning elektronisk vedhæftet CV, eksamensbevis og anden relevant dokumentation.

> Søg stillingen gennem linket nederst på siden her